torsdag den 16. februar 2017

Prøve sæsonen står for døren.......

Kære kursister

Nu har vi været myre flittige hele vinteren - nu er det tid til at komme lidt ud og få luft under vingerne. Nogle af jer har allerede kommet til træning iført en stor lækker kage, strålende øjne og motor snakket om et fint prøve resultat. Det er SÅ dejligt. I skulle lige vide hvor meget jeg glæder mig på jeres vegne når det går jer rigtig godt.

Vi er utrolig priviligeret. Vi har både tid og råd til at træne vores hunde, gå på prøve med dem, holde dem med godt foder og behandle dem godt. Det er en gave og vi skal huske på også at behandle os selv og hinanden godt.

Vi skal være mere bevidst om at nyde at træne hund, ikke kun holde fokus på det negative når træningen ikke gik som forventet eller prøven ikke gik som forventet. Vi skal nyde at der er noget at forbedre og træne videre på, nyde at vi atter må tilmelde en ny prøve, komme ud i naturen, møde andre dejlige hunde venner med samme passion som os. Det er da en gave som vi skal glæde os over.

I skrivende stund har jeg lige planlagt og tilmeldt egne hunde på lidt prøver. En af mine store udfordringer er at jeg oftest træner alene. Så mine hunde får ikke "trykket" på hold træning, de får først trykket når de kommer ud på prøverne. Det kan være både godt og skidt, men altid er det spændende at møde de udfordringer en prøve giver.

Jeg elsker at træne men jeg vil helst have et mål at træne frem mod. Jeg er ikke typen der træner for sjov, jeg har en klar dagsorden og følger den slavisk frem mod målet. I skrivende stund træner jeg DuDer en herlig unghund som giver mig så meget glæde og sjov i hverdagen. Hun er en virkelig stærk og modig tæve og meget samarbejdsvillig. Jeg elsker at træne unghunde - det er nok den tid jeg nyder hundene mest.

Der ud over har jeg 3 voksne hunde som alle trænes i vinderklasse. Det kræver alt min tid at arbejde med dem på dette niveau. Jeg lærere af dem hver dag og de er alle 3 vidt forskellige hunde, som stiller, hver deres krav i træningen. Det er SÅ spændende og udfordrende :-)

I denne uge har jeg været heldig at en af mine skønne kursister har efterlyst noget mere konkret fri ved fod - alla prøve sammenhæng. Det er jo helt korrekt at når vi laver lydighed som opvarmning, så går de kanon fint. Når så musikken spiller og vi skal til at arbejde med trykket i prøve miljøet, så kan det være en helt anden sag at gå fri ved fod. Det er temaet i denne uge og nok også i næste uge. Det var så godt igår og hundene måtte ind imellem mindes om at det her skal vi også kunne, mens andre klarede opgaven meget flot.

Vejret har ændret sig fra koldt og flot - til smattet og vådt. Det er ikke noget for mig - men lyset kommer frem og vi fik gået en fin tramp med vinderklasse holdet i tirsdags inden lyset forsvandt - jeg glæder mig til næste tirsdag og håber at vi kan nå lidt dirigeringer i dagslys.

Onsdag er unghunde dag og jeg elsker altså unghunde. Så dygtige de er alle sammen. De helt unge er ved at være styrbare og de lidt ældre er meget styrbare. Skønne søde mennesker med masser af gode grin og sjov på holdet, jo det er bare dejligt. Jeg vidste slet ikke at Fynboer var så sjove - men det er de kan jeg sige jer :-)

I aften kommer krudt uglerne - de små hvalpe og de frække unghunde - så skal der trænes impulskontrol og masser af lydighed og en del polering af detaljer :-)

tirsdag den 7. februar 2017

Foråret er måske på vej ... :-)

Sidder på kontoret med lidt tid til opdateringer og hold planlægning.

De næste hold starter i marts og slutter i starten af april. Det bliver en kombination af vinter og sommerhold og jeg tror at vi alle "higer" efter dagslys, så træningen kan blive mere kreativ og vi kan bygge længde på opgaverne.

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til vi kan begynde at lave vandarbejde. Vores gamle sø blev i september renset op og vi fællede rigtig mange træer rundt om vandhullet som nu er blevet åbent med mange muligheder for træning. Vi fik også gravet en ny sø i september på den bageste del af vores område og den bliver også spændende at tage i brug. I skrivende stund flyder den over sine bredder, så der er vådt langt ud på marken også. Det lover godt for at den holder vand i sommer månederne.

Jeg har startet en lille meningsmåling i facebook gruppen. Snart er sommeren over os og vi kan bruge mere tid, fordi vi kan holde varmen og vi kan træne i dagslys. Så måske vi skal bruge mere tid på hver enkelt hold.

Hold sammensætningen er altid en udfordring. Det er ikke altid at jeg kan holde hundene på præcis det niveau jeg ønsker. Jeg træner fortrinsvis hunde af jagtlinier, hunde der vil arbejde, men derfor kan der stadig være udfordringer som kræver tid for den enkelte. Men mit mål er afgjort at der ikke må være hunde på holdene som "røver" tiden fra de øvrige kursister. Derfor flytter jeg kursister til andre hold, hvis jeg finder at det er bedst for både kursisten og de øvrige på holdet. Det bliver heldigvis altid taget med godt humør.

I de første weekender i år med C-prøver og UWT har jeg glædet mig over at se mine kursister klarer sig rigtig godt. Jeg har noteret mig at de alle har fået stor ros for deres fri ved fod og ro omkring hundeføreren - YES vinter træningen har givet pote :-)

Vi kan ikke vinde fordi vi har en lydig hund men vi kan tabe hvis vi ikke har en lydig hund :-)

Basis træning og vedligeholdelse af, fri ved fod, afleveringer, line-up, indkald, stopfløjt og signaler på højre, venstre og back, er noget af det vi dyrker på Vintertræningen og det er skønt at gå prøvesæsonen imøde med en hund der er skarp på det basale.

Mandag, onsdag og fredag morgen køre jeg formiddags hold og har gjort det nu i næsten et år. Det er virkelig skønne hold. Mandag har jeg et unghundehold, Onsdag har jeg et hold med lidt blandede banditter som har lidt udfordringer som vi arbejder med. Fredag har jeg en flok meget dygtigt unge hunde som er på vej i åbenklasse.

Jeg er altid modtagelig for at starte et formiddagshold mere, så har du et ønske om at gå på hold om formiddagen så sig til så skal jeg se om ikke jeg kan lave et hold der matcher dine forventninger.

I den kommende tid har jeg to hunde i træning. Jeg elsker at træne andres hunde. Det at få en specifik opgave og træne hunden til den mestre øvelsen, er noget jeg syntes rigtig godt om. Jeg træner altid hunde belønnings baseret. Jeg planlægger øvelserne så hunden har let ved at gøre tingene rigtigt, så den hurtigt får succes. For mig betyder det rigtig meget at hunden er tryg i mine omgivelser, at den oplever at blive rost og belønnet for korrekt adfærd, så lærer den hurtigst.
Har du en hund du ønsker at få hjælp til at træne er du altid velkommen til at bede om et tilbud.

I den kommende tid kommer der tilbud på fotografering. Vi er altid lidt afhængig af vejret når der skal laves fotodage - så I skal forvente at de kommer med kort varsel eller at de som er annonceret med lang varsel, kan blive aflyst, hvis vejret driller.

Men kameraet er tunet og der bliver snart slået lidt dage op til fotografering af jeres skønne poter - action, portræt eller stå billeder. Du bestemmer, blot er der lidt krav til at hunden kan udfører det som du ønsker at den skal fotograferes udførende :-)  Jeg fører kamera og du fører hund, så stil ikke krav om et stå billede hvis du ikke kan stille hunden i position.

Tema dage kommer der også nogle af i de kommende måneder. Har du specielle ønsker så send mig gerne en mail med forslag til tema dage. Det er altid godt med inspiration.










søndag den 22. januar 2017

Foråret er på vej.....

Nej jeg er ikke blevet tosset, jeg ved godt det er januar og stadig vinter MEN....

I skrivende stund er jeg allerede i fuld gang med planlægning. I mit job ser jeg fremad hele tiden. Planlægger træning og tema dage for at I kan få nogle skønne oplevelser med jeres hunde.

I skrivende stund har jeg lagt hold ud, som de kommer til at køre i marts og april. Der er lidt enkelte ændringer. Det bliver ikke muligt at gå på hold mandag aften. I stedet køre der et ekstra hold tirsdag.

Formiddags holdene køre uændret og her er der mulighed for at jeg kan starte ekstra hold eller lave trænings tilbud til jer, der måske ønsker at have en formiddag hver 14. dag eller hver måned.

Der er mange muligheder, så hvis I er nogle stykker, så tænk over hvad I kunne tænke jer og spørg på et tilbud.

De af jer der allerede går til træning hos mig, har naturligvis fortrinsret hvis I ønsker at fortsætte på jeres hold, men jeg vil gerne have jeres tilmelding, så hurtig som muligt, så jeg kan åbne for øvrige interesserede.


HUSK også at vi holder træningsweekend med Trond Gjøtterud og Aase Ramsrud i marts. I kan se flere detaljer på hjemmesiden under Events/Workshop. Trond og Aase er utroligt dygtige hundefører der i skrivende stund begge har kvalificeret sig til den danske Eliteprøve i år 2017, så de er med der hvor det sker og har fingeren på pulsen.
De træner KUN positivt og er utrolig behagelige at træne for. De har en skøn humor og en rigtig dejlig til gang til træningen. Gå ikke glip af denne fantastiske træningsweekend.


Husk også behandlings dagen med Tove Due i februar - der er stadig ledige pladser til 3 hunde - så hvis du har brug for at få behandlet din hund så kontakt mig for at få en tid.







onsdag den 28. december 2016

Udstillingsteknik for alle !

Når man som jeg er en del af Facebook miljøet med en stor gruppe venner - så er det fantastisk at følge personer jeg egentlig ikke kender så godt - men som viser mig et talent som jeg bliver nysgerrig på at følge.

Egentlig har jeg lagt udstillings miljøet bag mig for efterhånden en del år siden, men jeg udstiller stadig mine hunde. Mest fordi jeg syntes at kvalifikationsprøven er for dem som virkelig er grimme så jeg må altså svinge mine ind forbi en udstillingsdommer :-)

Når jeg så gang på gang ser den samme (i øvrigt rigtig pæne pige) vise hunde frem så flot, at jeg bare tænker wau! Hvordan får hun dem til at stå og se så kvikke og stramme og fine ud, gang på gang. Flere af hundene er ikke hendes egne, men hunde hun "handler" for andre! Mia Bjørnskov Juhl har et utroligt stort talent i netop det at præsenterer en hund korrekt i en udstillingsring.

Jeg kontakter hende og spørger om ikke hun vil holde et kursus for mig og andre, der bare gerne vil blive bedre til udstillings teknik :-) Det vil hun gerne - Det er der kommet en Tema dag ud af med emnet - Udstillingsteknik:



























Udstillingsteknik for retrievere.

Er du ny i udstillingsverden, eller ønsker du at øge din viden og blive dygtigere til at præsenterer din hund i ringen. Så er dette lige noget for dig.
Vi har sat en hel dag af til at nørde med udstillingsteknik – vi kommer igennem følgene:

  • ·         Hvor og hvordan tilmelder jer min hund
  • ·         Hvilke regler er der i ringen og på udstillingen
  • ·         Hvad forventes der af os i ringen
  • ·         Hvordan træner jeg min hund til en god præsentation
  • ·         Praktisk træning I at arbejde med hunden i ringen.

Søndag den 22. januar 2016
kl. 09.00 til kl. 15.00
Frokost kl. 12.00
Ledige pladser: 12
Underviser: Mia Bjørnskov Juhl
Pris: 250 kr. incl. Frokost og kaffe/te.
Tilmelding på mail pernille@potepower.dk
Senest den 15. januar 2017

Jeg har hyret en af de dygtigste piger i Danmark. Mia Bjørnskov Juhl, der kommer og underviser jer og jeres smukke hunde. Det bliver en dag med en meget kompetent pige – som har vundet meget i ringen og ved præcis, hvad der forventes, hvad der er smart, hvad der kan give en lille fordel her og der, samt en masse om det at møde velforberedt, med en hund, der viser sig smukt.

Tak til Tine Norup for lån af de smukke Billeder.




onsdag den 21. december 2016

2017 står for døren...

Ja ja jeg ved godt at vi har nogle dage endnu - men det har jeg faktisk ikke. Jeg snotter og hoster en del men er i klar bedring. Jeg forventer at have hold torsdag aften og fredag morgen.

Jeg er i skrivende stund i fuld gang med at lave planen for 2017 helt klar. Den er blevet rykket lidt for nogle hold fordi jeg har været syg og vi har haft gravet gårdsplads op - så specielt mandags holdet og Torsdags holdet har været ramt af dette. Så de starter 2017 med at få de trænings gange de mangler :-)

Jeg forventer at sende mails ud til jer alle i mellem jul og nytår.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige jer alle tak for en utrolig dejligt år. Jeg har haft så mange dejlige timer på træningspladsen med jer og jeres skønne hunde. Det er meget givende at se så mange hunde og mennesker i løbet af tiden. Det giver noget træningsbalast og jeg fornemmer at der er kommet mange værktøjer i værktøjskassen hos både mig og jer. Det vigtigste er at I får nogle værktøjer der kan bruges fremad rettet.

I 2016 har jeg været på en hel del kurser for at blive dygtigere. Ud over de workshops jeg selv har holdt, så har jeg deltaget på en del træningsdage, med nogle af de bedste i europa. En af de ting som jeg virkelig noterer mig er at David Latham har enorm indflydelse på måden at træne hunde på. David er den mest vindende hundefører i europa og jeg har nu to gange været så heldig, at deltage på en Workshop med ham. Han er formiddabel god til at læse hunden. Han er helt unikt dygtig til at lave opgaver på simpelt terræn, som virkelig er svære.

Flere af de instruktørere jeg trænede for i år, brugte samme træningsmetoder, samme opbygning af øvelserne, samme grundige træning af lydighed - the nessesary healwork, som de kalder det. Men det sjove er at nogle af dem aldrig har mødt David Latham :-) så metoderne breder sig som ringe i vandet.

Vores tur til England var absolut toppen. Det var fantastisk at træne med Polly Dunkley, Anette Clarke og Philippa Williams. Alle tre tophandlere i UK og alle tre utroligt søde og hjælpsomme. Jeg fik så meget ros for mit arbejde med Indy. Det er svært at vide hvad niveauet er og alle 3 piger har kuldbrødre til Indy så jeg var meget spændt på om vi faldt helt igennem, men det gjorde vi ikke og det var en stor oplevelse både at starte hund på prøve der ovre og ikke mindst at træne hund med så dygtige piger.

I 2017 har jeg også lidt arrangementer jeg skal deltage i og forhåbentligt slæbe mere viden til huse :-)

Jeg håber at vi atter kommer en tur til England, en tur til Norge og en tur til Sverige. Jeg satser også på at deltage på labradors arrangement med Oliver Kiraly som jeg syntes var rigtig godt sidste år. Jeg får sikkert ikke plads med hund i år men jeg har lov at håbe :-) ellers ved jeg at jeg lærer lige så meget af at kigge på.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende Nytår.


fredag den 16. december 2016

Lidt kvalitets kontrol :-)

Afleveringer fra min hund til mig er nok den øvelser jeg virkelig prioriterer højt i unghundetræningen. Jeg går ikke på kompromis, jeg vil have at de sidder lige i skabet.

Normalt klikkertræner jeg mine afleveringer som en baglæns kædning. Altså jeg starter med at lære hunden at sidde og holde dummyen.

Det er en svær øvelse som kræver rigtig god timing af hundeføreren og den tager også tid. Det betyder at jeg ofte oplever at mine kursister mister pusten undervejs med denne metode. Omend jeg helt klart syntes det er den bedste metode til indlæringen og den giver den mest sikre aflevering.

Sanne Ammitsbøl har i alle de år jeg har trænet mine hvalpe hos hende brugt "Dut på hånd"  øvelsen til at blive til en aflevering til hånd. Denne øvelse har jeg aldrig rigtig kørt til slut fordi jeg selv har nydt at arbejde med baglænskædningen.

Men jeg besluttede mig for at jeg ville prøve at gøre den helt færdig med DuDer. Det blev der denne lille film ud af da jeg lavede kvalitets kontrol af øvelsen.


DuDer kommer og trykker sin apporteringsgenstand ind i min hånd. Det som jeg mangler nu er at få ro på øvelsen. Det syntes jeg har været en udfordring for DuDer, der er meget levende og hurtigt bliver urolig inde omkring mig.

Da jeg begyndte at gøre min træning færdig - hvor jeg vil have at hun afleverer siddende foran mig, så blev jeg virkelig udfordret.

Hvorfor vil du også have at hun sidder foran dig ? Ja det vil jeg fordi denne her tæve er en energi bombe og jeg vil have hende til at være i ro i afleveringen. Senere når hun er blevet dygtigere til at kontrollerer sig selv - så må hun gerne afleverer stående - men lige nu skal hun komme ind og sætte sig roligt og vente til jeg tager apporteringen.

Så jeg indrømmer at jeg gik et skridt tilbage og baglæns kædede. Til gengæld var der en enorm hurtig fremgang på baglæns kædningen. Jeg sprang flere trin over og på bare 2 dage sad øvelsen i skabet. Så jeg er ikke itvivl om at det arbejde jeg lavede inden gav bonus.

En lille video mere hvor jeg også viser at jeg ikke tolererer at hun bærer dummyen tilfældigt - jeg retter hende hvis hun ikke bærer ordentligt. Dog har jeg en petitesse grænse for hvor meget jeg retter på en gang. Men det vigtigste er at tage stilling til hvad der er ok og hvad der skal rettes på. Hun er 8 måneder gammel nu og hun arbejder med en stor lyst som jeg også nyder og ikke vil kvæle. Alt er en opvejning, en balance i træningen som altid kan tippe til den forkerte side, for så at skulle rettes til anden side :-)


onsdag den 7. december 2016

Hjerteholdet

Onsdag formiddag har jeg i en længere periode kørt et hjerte hold. Hjerte fordi det var hunde som krævede lidt hjerte, fordi de ikke var som hunde var flest. Nogle af dem var bange for andre hunde, andre bange for lidt af hvert og nogle krævede bare lidt ekstra tålmodighed og havde svært ved at begå sig på et hold med mange hunde på.

Der er stadig to hunde tilbage på holdet fra det oprindelige hold, men nu er det et Jagtlydighed 1 hold og vi træner flittigt mod en begynderklasse start. Måske er det ikke alle på holdet som egentlig har målet at starte i en begynderklasse. Men de har en instruktør, læs mig, som arbejder bedst når der ligger et mål forude. Der skal være en mening med det vi træner og det skal også kunne bruges praktisk på jagt.

De seneste to gange vi har trænet har vi været så heldige at kunne træne i skov. Det har været herligt at se hundenes glæde når de er kommet i skoven. Den første onsdag som var i sidste uge var de noget overstadige og lavede også lidt kunster - meeen som opgaverne skred frem så blev de ganske dygtige og lydigt løste de deres opgaver.

I onsdags trænede vi lige linier på brandbælter i nåleskoven. Det var de meget dygtige til. De startede med selv at gå ud og sætte en dummy i hver deres brandbælte, gå med hunden retur og sende hunden på dummyen som en helt almindelig tilbage sending. Herefter gik de ud og satte dummyen igen, men gik så til sidemandens brandbælte og sendte hunden på dummyen som side manden havde sat ud. Ingen problemer de var så dygtige alle sammen.

I dag skulle de så træne linjer i en bøge højskov. Det var rigtig svært fandt de alle ud af - specielt fordi førerne ikke altid selv kunne gå lige når de satte dummyen ud, men det fik vi nu meget sjov ud af, det er nemlig et hold der hygger sig sammen.

Senere trænede vi nærsøg, og til slut satte vi en linje sammen med et nærsøg i en stor bunke kvas. Nøj hvor var jeg stolt af dem alle 3 - de var super dygtige.

Jeg glemte at optage lidt video af deres afsluttende opgave - men jeg fik optaget lidt af deres linjer. 

Tak til John, Kirsten og Jonna for en rigtig fin dag i skoven med jeres dygtige hunde - som har flyttet sig så himle meget i den tid jeg har kendt jer som ikke er så lang endda :-)

Den første film er af John og Cardhu som løber en fin lang linje, hendes aflevering kunne være mere direkte men det knokler John med.


Den næste film er af Jonna og Safran. Det er SÅ skønt at se Safran arbejde så koncentreret og fokuseret selvom de to andre hunde arbejder i området omkring ham - kæmpe fremskridt.



Den sidste film er af Kirsten og Sussie. Jeg er så imponeret af Kirsten der i en sen alder har besluttet sig for at træne deres nye hund Sussie. Kirsten startede på hvalpehold hos mig for et år siden og er stille og roligt blevet dygtigere og dygtigere. Her på filmen viser de en fin linje og Kirsten er blevet så skarp på at få sine afleveringer tæmmet - når Sussie bliver lidt sjov i betrækket - for Sussie kan godt fjolle lidt når hun kommer i skoven :-)