Jeg vover pelsen....

Amerikaner 2015

I de efterhånden snart 30 år jeg har ejet hunde af racen labrador, er der sket en enorm udvikling med racen. Ikke alt er til det gode desværre.

En af de ting jeg vil skrive lidt om i dag,er labrador hanhunde. Jeg har gennem de seneste år set en uheldig udvikling hos hanner af udstillingslinier. Jeg ser hanner der er rene testosteron bomber. De lever et liv i stress, i konstant konflikt med deres kønsdrift og det at fungere i en almindelig daglig dag, hos en helt almindelig familie.

Jeg har selv opdrættet udstillingslinier for år tilbage, jeg kender linierne og deres mangler. Her taler jeg naturligvis ikke om eksteriør mangler. Det kan de have - men har det ofte ikke. Hanhundene er gennem de seneste år blevet større og tungere, end tidligere.

Jeg ved ikke om det hænger sammen med den voldsomme kønsdrift, at de er blevet mere maskuline, store og kraftigere, men det kan virke sådan på mig. Jeg syntes at det er mere reglen end undtagelsen, at disse store hanner, skal kemisk kastereres og en del af dem ender med en fuld kasteration, for at kunne fungere i deres familie.

Jeg ser dem på træningspladsen hver uge. De kan ikke koncentrerer sig om opgaverne, trods det at vi laver opgaverne utrolig lette for dem. De kan ikke gå lydighed ved siden af en tæve, de kan ikke lave et indkald op langs rækken af hunde, uden at de flytter fokus fra hundeføreren til de øvrige hunde.

GBCH Sandylands Tweed 1958

Når de flytter fokus er det ikke bare at løbe hen og sige hej. Nej de løber til den første tæve de finder og kaster sig op på ryggen af hende og ridder som besat. Det er utroligt skræmmende for tæven, men også frygteligt at se at hannerne er så fokuseret på EN ting, at alt andet er helt væk.

De hundefører jeg har hos mig er dygtige hundefører, der gør alt det rigtige, med hunden og som virkelig kæmper for at holde hundens fokus. Øger godbiddens kvalitet, belønner for mindste positiver detalje, forudser problemer med en øvelse og tager forholds regler. For det er virkelig vanskeligt at træne en hund, der kun tænker på tæver og dufte af tæver. Og de behøver ikke at være i løbetid eller i nærheden af en løbetid - de er bare tæver.

Jeg syntes det er lidt sørgeligt at det er nået så vidt. Jeg håber at nogle af opdrætterne af labrador af udstillingslinier vil tænke over, at bag det smukke ydre, er der en hund som lever i stress og har det svært, fordi der er en bagside af den smukke roset, den lige har vundet i udstillingsringen.

Er det okay at opdrætte hunde, som vi er nød til at kastererer for at de kan fungere normalt, måske skal man stille sig det spørgsmål. Måske specielt med en race som labrador, der i den grad bør være en hund med et venligt temperament, der tidligere kunne omgås andre hunde uden problemer.

I dag kan de end ikke gå til træning på et almindeligt hold, ofte skal de have ene undervisning eller trænes i små grupper. Det er for mig en sørgelig udvikling for vores skønne race.