Humor og alvor ....

Jeg har længe tænkt over hvornår det var, at hunde træning blev alvorligt ? Og kan hundetræning være sjovt og også seriøst ?

Hvornår bliver hunde træning mere spøg og skæmt end egentligt brugbart ? Er ambitioner på kursisters vegne, personlige eller faglige ? Er humor i træningen ok eller føler nogen sig til grin ?

Jeg ønsker mig at mine kursister har en hyggelig træning, men også en seriøs træning, med fremskridt. Jeg kan ikke påtage mig hele ansvaret i den sammenhæng, men jeg kan påtage mig mit ansvar. Jeg vil helst grine lidt, men også analysere og tænke over hvad vi træner og hvorfor.

Potepower giver mange tanker om hundetræning og om hvordan jeg syntes træning skal skrues sammen, hvordan flytter jeg fokus fra præmieringer og placeringer, til personlig tilfredshed ? Hvordan får jeg den enkelte hundefører til at forstå vigtigheden af at træne og ikke bare hente dummy'er ?

Så er der ambitionerne ? Man kan have ambitioner om vinderklasse eller ambitioner om at få en aflevering fra vand til at lykkes. Den ene er for mig ikke vigtigere end den anden. Ambitioner er godt for fremdriften, men ikke hvis den overskygger glæden ved træningen.
Når vi har ambitioner vil det være naturligt at fokuserer på det der skal forbedres, men det er vigtigt at balancere dette fokus, mod de ting der fungerer godt.

Alle ekvipager "har bump på vejen" ! Det er vores evner til at håndterer disse små bump, der gør os til dygtige hundetrænere. Vores evner til at gøre øvelsen sjov for hunden, vores evner til at fin pudse detaljerne, vores ærekærhed i arbejdet med øvelserne. Det er det som er afgørende for hvor gode vi er når vi "går på banen", fællesskabs følelsen! Dig og mig - Hunden og jeg.

Tankerne rumsterer og det er godt... men nu vil jeg bare træne hund og have det sjovt :-)